Kirkhoff er stolt af at præsentere den amerikanske kunstner Lucas
Ajemians anden soloudstilling i galleriet. Udstillingen varer til og
med 14. juli 2006.
Til udstillingen har Ajemian lavet videoen Out of Nowhere/From Beyond,
som er en dokumentation af en performance. Sammen med sin bror Jason
Ajemian, der er musiker, har han transskriberet Black Sabbaths Into the Void
fra 1971 til en ny version af sangen, fremført baglæns af et
10-personers orkester med vokal akkompagnement af kunstneren selv.
Sangen er blevet optaget i en kirke i Chicago med klassiske musikere.
Jason Ajemian er dirigent.
Projektet relaterer sig til de talrige beskyldninger mod heavy metal
musik om bevidst inkludering af skjulte, okkulte og satanistiske
budskaber, der stimulerer folks underbevidsthed og degraderer unges
moral. Ved at bruge klassiske instrumenter og vælge en kirke som
location ophøjer Ajemian sangen og spiller på menneskets fascination af
mødet med det sublime, set i modsætning til musikkens påståede
manipulerende og fornedrende aspekter. Into the Void beskriver en rejse
ind i tomrummet, væk fra en jordklode præget af fysisk og mentalt
forfald til en ny og bedre verden, hvor friheden findes. Turen ud i
tomrummet anonymiserer og løsriver den rejsende fra enhver sammenhæng.
Når Ajemian synger sangen baglæns, understreger han løsrivelsen fra
konteksten samt tabet af sprog. De uforståelige lyde skaber en ny
musikalsk dialekt, der stadig tæt forbundet til originalen tilføjer en
refleksiv dimension.
Performancen er blevet indspillet forlæns og baglæns og udgivet på 10”
vinyl. Udover singlerne og videoen præsenterer Ajemian det indrammede
partitur, som er blevet trykt på plexiglas med ’glow in the dark’ papir
som baggrund. De oprindelige noder vil også være udstillet.
Ajemian arbejder generelt med appropriering, strukturelle sammenbrud,
oversættelser, fordrejninger og overstregninger. Han har i flere
tidligere værker genarrangeret og nedbrudt bestående sammenhænge og
materialer: ved at udviske områder på avisudklip (The Haunt, 2004), ved
at indtegne passagesystemer på reklamebilleder (Turnstiles &
Revolving Doors, 2002-) og ved at gentegne og rekonstruere en
censureret Madonna-musikvideo (The Quiet American, 2004).
Lucas Ajemian (f. 1975) bor og arbejder i New York. Han deltager
samtidig med nærværende udstilling på gruppeudstillingen undo redo på
Kunsthalle Fridericianum i Kassel. Han er repræsenteret i MOMA’s
samling.
Galleriet præsenterer videoen Out of Nowhere/From Beyond på
LISTE 06 i Basel 12.-18. juni. Til messens åbningsfest vil Lucas og
Jason Ajemian opføre en live performance af værket med 10 musikere fra
Hochschule für Musik i Basel.