Pressemeddelelse

Jannis Varelas
”Caliban Case”
Fernisering 21. april fra 17-20.
Udstillingsperiode 22. april – 31. maj 2006

Kirkhoff er stolt af at præsentere den unge græske kunstner Jannis Varelas’ første soloudstilling i Danmark. Varelas er født i Athen i 1977 og lever og arbejder i Athen og London.

Udstillingen ”Caliban Case” præsenterer maleri, skulpturer og store tegninger. Navnet ”Caliban” refererer til en karakter i William Shakespeares ”The Tempest” og er et anagram af ordet ”kannibal”. Caliban er en indfødt på en eksotisk ø. Da den skibbrudne Prospero gør ham til slave udsættes han for en kolonial dominans. Det vilde og vanskabte uhyre Caliban forsøger at gøre oprør mod den tidligere Hertug Prospero, der lever i eksil på øen, men forsøget mislykkes.

Caliban-karakteren er blevet brugt som et kulturelt ikon. I løbet af det 20. århundrede blev den et symbol for undertrykte indfødte befolkningsgrupper, specielt i Vestindien, i deres kamp for frigørelse fra europæisk kolonisering.

Jannis Varelas’ værker inkluderer en gigantisk hybrid figur, der er portrætteret som en sammenblanding af mand, kvinde og dyr. Den høje, skæggede og sære karakter er iklædt høje hæle og dyriske masker. I omgivelser bestående af palmetræer, tropiske frugter og farvestrålende papegøjer, opdager man en mand der blotter sig foran en skole eller man ser mennesker, der rækker ud efter eller tilbeder en mægtig guddom, udstyret med en paraply, der udgør et magtsymbol eller feminin attribut.
Stirrende øjne og imponerende masker dukker op overalt. Et kæmpe hus får tilføjet store mørke øjne og bliver til en uhyggelig og dyster maske. Det velkendte bliver fremmed og foruroligende. Brugen af masken og besjælingen af objekter har en symbolsk og åndelig værdi i mange kolonialiserede kulturer.

Varelas overfører elementer fra forskellige kilder heriblandt udklip fra blade og billedsprog, der udspringer fra børnetegninger, primitive masker og fra et stereotypificeret paradisisk univers. De religiøse, historiske og mytiske fortællinger bliver kombineret i en samtidig kommentar til hverdagsoplevelser af hierarkiske opdelinger.

Varelas’ værker kan ses som et humoristisk oprør mod forskellige former for autoriteter. Han sætter spørgsmålstegn ved de magtrelationer, man finder i kirken, i skolen, i kuturelle møder og mellem kønnene. Hans eksotiske figur er placeret udenfor samfundet og dets gældende normer. De overraskende og hårdtslående skildringer handler om konflikten ved at være fremmed og ude af stand til at passe ind i almindeligt accepterede kulturelle kategorier og fastlåste kvindelige og mandlige identiteter.

Jannis Varelas er uddannet på Athens School of Fine Arts og på the University of Fine Arts, Barcelona og vil tage afgang fra Royal College of Arts, London i maj 2006. Varelas har deltaget i en gruppeudstilling på ICA, London og The Absolute Summer Show på Kirkhoff, august 2005. Senere på året udstiller han solo på The Breeder, Athen, og Krinzinger, Wien. Jannis Varelas er repræsenteret i Benakis Museum, Frisiras Museum og Dakis Joannous samling.

Ghost

Contemporary Art

Sturlasgade 12B

DK - 2300 Copenhagen S

T +45 3295 4600

F +45 3295 4606

E bk@kirkhoff.dk

W kirkhoff.dk

Paper dot